Årets gang


Page_Åretrundt

Et skoleår på to minutter

På Livets Skole har vi en masse traditioner i løbet af året, tilbagevendende begivenheder, som eleverne hurtigt tager til sig – og glæder sig til.

Første skoledag

Åretsgang-01

For at de nye børn i børnehaveklassen kan få ro på deres allerførste skoledag, begynder vi året med kun at sige goddag til dem – og deres forældre, som får lov at klippe-klistre, sammen, så også de kan lære hinanden at kende. Først dagen efter møder resten af skolens elever ind, og så er det nye skoleår ellers skudt i gang.

Motionsdag og halloween

Åretsgang-02

I ugerne efter skolestart kan man se både de nye børnehaveklassebørn og en flok af de større elever smile stolt. Børnehaveklasseeleverne får hver en venskabsven fra de ældre klasser, der hjælper dem med at glide ind i hverdagen på skolen, og inden de får set sig om, er træerne blevet gule, røde og orange, og de har både været med til skolernes motionsløb og vores halloweenfest med alle deres nye kammerater og deres forældre.

Juleklip

Åretsgang-05

Efteråret sætter for alvor ind ved ferien i uge 42, og efter et par måneder med gennemblødte sokker og vådt tøj til tørre på radiatorerne rundtomkring i den gule villa er det tid til at julehygge.
På skolen indledes årets hyggeligste vintermåned med, at vi juleklipper og pynter op. På vores jule-klippe-klistre-dag bliver skolens sædvanlige mellemmåltid byttet ud med risengrød, som elevernes søde forældre har sendt med i skole.

Lucia og julestemning

Åretsgang-18

I løbet af de næste uger vimser de mindre elever rundt i SFO’en og øver sig hemmelighedsfuldt til Lucia, og inden vi alle skilles og går på juleferie, holder vi skolens juleafslutning, julestemning.

Fastelavn

Åretsgang-03

I det nye år er den første festivitas fastelavnsfesten efter vinterferien i uge 7. I løbet af morgenen bliver skolen fyldt af arabiske prinser, hekse og monstre. Sidste år fik vi endda besøg af en grøn genbrugscontainer og en smølf på vandski. Børnene i SFO’en har pyntet tønderne og fyldt dem med serpentiner og klementiner, og dagen slutter med, at konger og dronninger bliver kattekronet.

Kælketur

Skolens vintersæson er næsten forbi, men endnu mangler en vigtig begivenhed. Kælkedagen.
På den første rigtige vinterdag med et godt lag sne tager alle, elever og lærere, deres yndlingskælk under armen og går i en lang rødkindet karavane til Degnemosen ved Bellahøj – og så vælter vi os i sneen.

Skolens fødselsdag

Åretsgang-04

Det næste punkt i kalenderen er skolens fødselsdag i marts. Her er alle elever sammen, og om morgenen fejrer vi fødselsdagen, som vi fejrer alle fødselsdage i huset, nemlig med at sætte varme og beskrivende ord på fødselaren og synge en sang. Bagefter tager vi ud af huset, og vi har blandt andet fejret vores fødselsdag med festlig leg og læring på Experimentarium.

Lejrskole og overlevelsestur

Åretsgang-07

Sidst på foråret tager vi alle på lejrskole. Vores afgangsklasser rejser på studietur til udlandet, de næstældste tager på overlevelsestur i bushen, og resten tilbringer fire skønne dage tæt ved skov og vand. Og vi bliver beskidte, har en hel dag i nattøj, spiller, læser, hygger, kort sagt: Vi er sammen.
Billeder fra overlevelsestur og lejrskole

Sommerstemning

Åretsgang-08

Når skoleåret er ved at rinde ud, er der altid børn, der overraskes over, hvor kort tid der er tilbage. Er det allerede nu? Vi er jo lige begyndt, og pludselig er alle vokset sig en klasse større.
Inden vi ønsker god ferie til hinanden, holder vi skolens sommerfest, vores hyggelige sommerstemning, og først hundrede is og adskillige uger senere går det hele i gang igen.

Emneuger

Undervejs i løbet af året er der også en række fælles emneuger, hvor lærere og eleverne er sammen på tværs af klassetrin. Ugerne handler om alt fra H.C. Andersen til målestoksforhold, fra leg og bevægelse til energi og flyvende øgler.

Udover emneuger er der også en masse spændende projekter i vores almindelige timer. For eksempel som træværkstedet der byggede blider og fyrede dem af på Amager Strand.

Livets Skole - Skjulhøj Alle 50 - 2720 Vanløse </br> Tlf.: 38 74 25 51 Mail: <a href="mailto:kontoret@livetsskole.dk">kontoret@livetsskole.dk</a>
Loading...