Skolegang for hjerne og hjerte

Livets Skole i er en lille friskole med skolegang for både hjerne og hjerte. Her tager vi hånd om den faglige og menneskelige dannelse, så vores børn kan træde ud i verden som livsduelige, empatiske og robuste mennesker.

Det er svært at lære, hvis man ikke trives, og børn på Livets Skole kan altid regne med hjælp til at håndtere deres udfordringer – uanset om det er gangestykker, dansk grammatik eller venskaber, der driller. Børn skal helst gå glade i skole og komme endnu gladere hjem.

Tid og nærhed

Med højst 18 børn i hver klasse og faste lærere tilknyttet det enkelte klassetrin er der tid og nærhed til at sikre et læringsmiljø, der tager udgangspunkt børnenes behov. Nærhed er der også i samarbejdet mellem skole og forældre, og vi forventer, at forældre engagerer sig i deres børns skolegang, så skole og hjem sammen sikrer, at børnene har det godt, og at afstanden mellem skole og hjem er så lille som muligt. Vi forventer også, at forældre tager aktiv del i skolens fællesskab, herunder deltagelse i aktiviteter der går ud over skoletiden.

Sundhed og bevægelse

Det er vigtigt at røre sig, og hver formiddag løber alle – både voksne og børn – en tur sammen. Bagefter mødes vi i gården og spiser sund 10-mad, som nogle af de store elever har tilberedt.

Vi lægger vægt på, at børnene får en varieret og sund kost hver dag, og madpakkerne skal være sunde og give god energi til skoledagen. Sundhed og bevægelse indgår også naturligt i planlægningen af alle fag.

Stemning og Livsforståelse

På Livets Skole lærer vi selvfølgelig børnene at skrive og regne. Børnene skal også lære at være ansvarlige og rummelige mennesker. I de to særlige fag, stemning og livsforståelse, har vi fokus på børnenes selvforståelse og personlige kompetencer, og børnene lærer at bidrage positivt til de fællesskaber, de indgår i.

Loading...