SFO

Livets Skole tilbyder SFO-ordning til elever fra børnehaveklasse til og med 3. klasse.

SFO’en åbner kl. 13.15, når børnehaveklassens timer er færdige, og lukker igen kl. 16.45. Der er også morgenpasning på skolen mellem kl. 7.15 og 8.10.

SFO-aktiviteter
Børnene har meget frie rammer i SFO-tiden, hvor de kan både være ude og inde. Der leges, spilles og pusles med kreative projekter. Og der er altid en voksen, der er klar til en snak eller et spil skak.

Over året arrangerer SFO’en også en masse udflugter og aktiviteter. Nogle af dem skal børnene meldes til, andre kan de bare deltage i, som de har lyst. Vi informerer via skoleintra og opslag i køkkenet.

Brøddage

Som forældre til børn i SFO’en er I ansvarlige for eftermiddagsmad til alle SFO-børn 3-4 gange i løbet af et skoleår. Der bliver sendt en brødliste ud, så I kan se, hvornår det er jeres tur. Her kan I også se, hvor meget I skal tage med (det kan også være frugt). I er velkomne til at bytte med andre forældre, hvis dagene passer jer dårligt.

Legetøjsdag – elektronisk og almindeligt legetøj

Vi har normalt ikke legetøj med i skolen, men to gange om måneden er der legetøjsdag om fredagen. Den ene fredag må børnene have lidt almindeligt legetøj med. Og så er der elektronisk legetøjsdag den sidste fredag i hver måned. Dette legetøj må man lege med i det store frikvarter og i SFO-tiden.

Ud over legetøjsdagene er det ikke tilladt at have legetøj med i skole.

Skakhold

SFO-børnene tilbydes at gå på skakhold en eftermiddag om ugen, og der er både begynderhold og øvede hold. Sæsonen sluttes af med simultanskal: Et skakhold mod to voksne. Det er en skøn oplevelse!

Loading...